Rute 18

Denne rute bevæger sig langs smukke kyststrækninger, gennem byer, forbi bronzealderhøje og kulturhistoriske steder som Kalø Slotsruin og Følle Vandmølle. Nyd også den smukke udsigt over Kalø Vig med kik til Skødstrup og Aarhus.
VRINNERS - SKØDSTRUP

Der er en lang stigning fra Vrinners mod Agri, men på toppen af bakken venter en betagende udsigt over Mols Bjerge. Agri er fra gammel tid blevet betragtet som molboernes hovedstad. Det er her mange af molbohistorierne stammer fra. Fra Agri kan du komme til Agri Bavnehøj. Engang tændte man blå her, når fjenden nærmede sig. I dag er der placeret en kompasnål på toppen.

En lang og velbevaret middelaldervej fører dig ud til en halvø, hvor ruinerne af Kalø Slot ligger. Det var engang et af Danmarks største borganlæg. Kong Erik Menved byggede det i år 1313, og det skulle fungere som fæstningsværk. Dele af tårnet står stadig tilbage, og der er etableret en indvendig trappe, så man kan komme op i tårnet. Når du når til Rønde, er du på grænsen til Nationalpark Mols Bjerge. I Rønde er der mange butikker og spisesteder. Lidt uden for Rønde ligger Kalø Gods, som blev opført i starten af 1700-tallets af Grevinde M. B. Reventlow. Jagtslottet overfor blev opført i 1898-99, og er tegnet af arkitekt Hack Kampmann.

Langs ruten mod Skødstrup er der flere smukke steder. Du kommer forbi Følle Vandmølle ved Følle Bund. Ved Følle Strand er der mulighed for at bade. Du kommer også forbi Løgten Bugt og Vosnæs Pynt, som er et godt sted at fiske havørreder. Turen slutter i Skødstrup, hvor der er togforbindelse til Aarhus.

Find vej

Ved at klikke på kortet kan du se denne etape. 

Her kan du yderligere downloade rutens forløb ved at klikke på pilen til venstre. 

Spisesteder, overnatningssteder og meget mere kan findes ved at klikke på de 9 små firkanter i øverste højre hjørne.