Rute 14

Enestående natur, smukke autentiske strande, oldtidsminder og mulighed for at møde store flokke af hjorte er bare noget af det, denne rute mellem Hevring og Nimtofte byder på. Ruten slutter i Nimtofte, og herfra er der ikke langt til Djurs Sommerland.
HEVRING - NIMTOFTE

I Hevring ligger der et militært øvelsesterræn, som det er tilladt at besøge, når der ikke er øvelser. Her venter en enestående naturoplevelse, da området både har sø, mose, hede, skov, strandeng, vadehav og et rigt dyreliv. Djurslands strande er brede, hvide og børnevenlige. Lystrup Strand og Rygårde Strand ligger på denne rute, og der er en autentisk stemning med små oprindelige feriehuse rundt omkring.

Når du kommer til Tustrup, kan du tage turen 500 m mod øst til stendysserne og en af Danmarks største jættestuer. Stendysserne stammer fra stenalderens første bondekultur omkring 3.200 f.Kr. Nyd også udsigten over Hevring Ådal. Ruten mellem Nørager, Tustrup og Ramten går gennem landskaber med krat, store skove, mose og lavområder. Området er præget af tidligere tiders tørvegravning. Der er områder, hvor man stadig henter mul til spagnum og pottemuld. Det er et tyndt befolket område, og de store skove skaber idéelle rammer for hjortevildt og store trækfugle som traner og gæs. Hvis du er heldig, kan du se store flokke af krondyr. For de, der ønsker en anden slags oplevelser, er der ikke langt til Djurs Sommerland.

Find vej

Ved at klikke på kortet kan du se denne etape. 

Her kan du yderligere downloade rutens forløb ved at klikke på pilen til venstre. 

Spisesteder, overnatningssteder og meget mere kan findes ved at klikke på de 9 små firkanter i øverste højre hjørne.